|
CV Kjeld Ulrich, born 1942 in Odense. From 1988 to 2001 living in France. Now in Denmark. Graduated from the Funen Art Academy from 1968 to 1972 by Kaj Kylborg.Denmark. Primarily Damn Birthday Legat 1987th Member of BKF. Scholarship from CODAN Fund 2003rd Exhibitions: 1972: Charlotte Forårsudstilling - CP. Aarhus 1974: KP. Aarhus. 1976: KE. The free Kbh - Gal. Flindt. Aarhus 1978: Carl Nielsen Graphics in Nikolaj Church, Copenhagen 1979: Gal.14. - Filosofgangen Odense 1980: Gal. Matilde Amsterdam - Good Company Gal. NY. USA 1981: Good Company Gal. NY. USA 1982: Gal.One San Fransisco. USA - Gal. Tantius Lubbecke D James Gal. Los Angeles USA 1983: Gal. Feldballe Kolding - Odense Gal Westing 1984: Gal. Feldballe Kolding - Odense Westing Gal - Gal. Tantius Lubbecke D 1985: FIAC Grand Palaeis Paris - Print & Poster Odense 1986: Gal Westing Odense. - Gal. Tantius Lubbecke D 7.Int.Impack Art Festival Kyoto.Japan. - Gal. Bergman Stockholm Gal. Monica Benbasat Norrköping. S - Gal. Åklund. Lund. S 1987: Gal. Nane Stern Paris - Gal. Feldballe Kolding - Odense Gal Westing 1988: Gal. Tantius Lubbecke D - Gal. Bergman Stockholm Bill Feldt Kunstverein D - Søllerød Art Society - Forum Art Fair Hamburg 1989: Gal. Nane Stern Paris - Gal. Bergman, Karlstad 1990: FIAC Grand Palaeis Paris - Gal. Tantius Lubbecke. D - Odense Rådhushal Gal. Rasmus Odense - Gal. SO-TO. Ålborg 1991: Gal. Bergman, Karlstad - 12 Triennial Int de Gravure Org Switzerland 1992: Gal. Rasmus Odense - Gal. SO-TO Ålborg - Gal. Wafirdange Luxemburg. Gal de la Pleau Touluse - Euromericane the Graboba 3, E 1993: Gal. Bergman, Karlstad - Gal de la Pleau Touluse - Arth Art Gallery Kortrijk. B 1994: Edtion Bucciali Colmar. F - Gal. Tantius Lubbecke. D -- Gal. Rasmus Odense - Gal. Østergaard Hansen Ikast. 1995: Gal. Bergman Stockholm - Gallery. Østergaard Hansen Ikast - Gal. Climate Paris. 1996: Gal. Rasmus Odense - Gal. Bergman Gothenburg - Gal. Kunststuck Oldenburg D 1997: Gal. Østergard Hansen Ikast - Gal. Bergman, Stockholm S 1998: Gal. Rasmus Odense - Gal. Max Seidenfaden Kbh - Gal. Bergman Gothenburg S 1999: Dog Art Ulft. Netherlands 2000: Gal. Rasmus Odense 2002: Gal. Østergard Hansen Ikast - Gal. Rasmus Odense 2003: Gal. NB Roskilde 2004: Gal. NB Viborg - Gal. Brantebjerg 2005: Gal. Rasmus Odense - Kolding - Copenhagen 2006: Gal. Helle Stockholm S - Gal. NB Roskilde - Gal. DECO Ålborg 2007: Gal. Rasmus Odense 2008: Gal. Rasmus Tønder - Gallery Tantius Lubbecke. D - Danish Swedish Kompaniet S Gal. Rasmus house Tavi Skagen - Gal. Brænderrigården Horsens 2009:Gal.Rasmus Odense.- Kunststyk Oldenburg D - Galleri Bach Møller Randers- 2010: Gal. DX Bordeaux F.
Art Fairs Art Copenhagen: 1995-96-97-98-99-00-01-02-03-04-05-06-07-08-09 Art Herning :1998-99-00-01-02-03-04-05-06-07-08 Saga Paris Fiac Editions Paris: 1989-90-91-92-93-94-95-96-97-98-99 Salon de Mars Paris :1996-06-07 Multiple Species Dusseldorf: 1992-93-94-95-96-97-98-99-00-01-02 -03-04 Art Frankfurt: 1993-94-95-96-97 Stockholm Art Fair: 1981-85-88-95-96-97-98-02-03 -04-05-06 Art Miami: 2004-05 Museums & Public Collections: Statens Museum for Kunst Kobberstiksamlingen - Fyens Art Museum - Vejle Kunstmuseum Fyens Arts Foundation - Göteborg Museum of Art - Musee Villa Midicis F -- Frinet Museum (Knecht-Drenth Collection) NL. - Cidieis Sinai Hospital, LA. USA University of Michigan, the Art USA - Grönvall Center of Graphis Art LA USA Major Commissions: Danmarks Radio / Fyn - Vingstedcentret Sagittarius - 78 m chimney in Odense - 2 chimneys a 50 mi Odense - MT. Højgaard a / s Copenhagen - MT Højgaard A / S Odense - Odense Nykredit - Daimler Chrysler A / S Copenhagen - Naerum Amtsgymnasium - OMA - Skjern Bank - Tønder Bank - Popermo Insurance Odense - Odense Deloitte Comwell :Midelfart - Sorø - Rebild. Kjeld Ulrich, født 1942 i Odense. Fra 1988 til 2001 bosat i Frankrig. Nu i Danmark. Uddannet fra Fyns Kunstakademi fra 1968 til 1972 ved Kaj Kylborg. Modtager af Fandens Fødselsdagslegat 1987. Medlem af BKF. Legat fra CODANfonden 2003. Udstillinger: 1972: Charlottenborgs Forårsudstilling - KP. Århus 1974: KP. Århus. 1976 : KE. Den frie Kbh.- Gal. Flindt. Århus 1978 : Fynske Grafikere i Nikolajs Kirke, Kbh 1979 : Gal.14. - Filosofgangen Odense 1980 : Gal. Matilde Amsterdam - Good Company Gal. NY. USA 1981 : Good Company Gal. NY. USA 1982 : Gal.One San Fransisco. USA - Gal. Tantius Lubbecke D James Gal. Los Angeles USA 1983 : Gal. Feldballe Kolding - Gal Westing Odense 1984 : Gal. Feldballe Kolding - Gal Westing Odense - Gal. Tantius Lubbecke D 1985 : Fiac Grand Palaeis Paris - Print&Poster Odense 1986 : Gal Westing Odense. - Gal. Tantius Lubbecke D 7.Int.Impack Art Festival Kyoto.Japan. - Gal. Bergman Stockholm Gal. Monica Benbasat Norrkøping. S - Gal. Åklund. Lund. S 1987 : Gal. Nane Stern Paris - Gal. Feldballe Kolding - Gal Westing Odense 1988 : Gal. Tantius Lubbecke D - Gal. Bergman Stockholm Billefeldt Kunstverein D - Søllerød Kunstforening - Forum Art Fair Hamburg 1989 : Gal. Nane Stern Paris - Gal. Bergman Karlstad 1990 : Fiac Grand Palaeis Paris - Gal. Tantius Lubbecke. D - Odense Rådhushal Gal. Rasmus Odense - Gal. SO-TO. Ålborg 1991 : Gal. Bergman Karlstad - 12 Triennale Int. de Gravure Org. Switzerland 1992 : Gal. Rasmus Odense - Gal. SO-TO Ålborg - Gal. Wafirdange Luxemburg. Gal de la Pleau Touluse - Euromericane de Graboba 3,E 1993 : Gal. Bergman Karlstad - Gal de la Pleau Touluse - Arthene Art Gallery Kortrijk. B 1994 : Edtions Bucciali Colmar. F - Gal. Tantius Lubbecke. D - Gal. Rasmus Odense - Gal. Østergård Hansen Ikast. 1995 : Gal. Bergman Stockholm - Galleri. Østergård Hansen Ikast - Gal. Climats Paris. 1996 : Gal. Rasmus Odense - Gal. Bergman Gøteborg - Gal. Kunststuck Oldenburg D 1997 : Gal. Østergard Hansen Ikast - Gal. Bergman Stockholm S 1998 : Gal. Rasmus Odense - Gal. Max Seidenfaden Kbh. - Gal. Bergman Gøteborg S 1999 : Hundenkunst Ulft. Holland 2000 : Gal. Rasmus Odense 2002 : Gal. Østergard Hansen Ikast - Gal. Rasmus Odense 2003: Gal. NB Roskilde 2004: Gal. NB Viborg - Gal. Brantebjerg 2005: Gal. Rasmus Odense - Kolding - København 2006: Gal. Helle Stockholm S - Gal. NB Roskilde - Gal. DECO Ålborg 2007: Gal. Rasmus Odense 2008: Gal. Rasmus Tønder - Galleri Tantius Lubbecke. D - Dansk Svenske Kompaniet S Gal. Rasmus Huset TAVI Skagen - Gal. Brænderigaarden Horsens 2009:Gal.Rasmus Odense.- Kunststyk Oldenburg D - Galleri Bach Møller Randers- Kunstmesser Art Copenhagen: 1995-96-97-98-99-00-01-02-03-04-05-06-07-08-09 Art Herning:1998-99-00-01-02-03-04-05-06-07-08 Saga Paris Fiac Editions Paris: 1989-90-91-92-93-94-95-96-97-98-99 Salon de Mars Paris:1996-06-07 Art Multiple Dusseldorf: 1992-93-94-95-96-97-98-99-00-01-02 -03-04 Art Frankfurt: 1993-94-95-96-97 Stockholm Art Fair: 1981-85-88-95-96-97-98-02-03 -04-05-06 Art Miami: 2004-05 Museer & offentlige Samlinger: Statens Museum For Kunst Kobberstikssamlingen - Fyens Kunstmuseum - Vejle Kunstmuseum Fyens Kunstfond - Gøteborg Kunstmuseum - Musee Villa Midicis F - Frins Museum (Knecht- Drenth Collection) NL. - Cidieis Sinai Hospital LA. USA University of Michigan af Art USA - Gronval Center of Graphis Art LA USA Større Udsmykninger: Danmarks Radio/Fyn - Vingsted Centret Skytterne - 78 m skorsten i Odense - 2 skorstene a 50 m i Odense - MT. Højgaard a/s Kbh - MT Højgaard a/s Odense - Nykredit Odense - Daimler Chrysler a/s Kbh - Nærum Amtsgymnasium - OMA - Skjern Bank - Tønder Bank - Popermo Forsikring Odense - Deloitte Odense - Comwell :Midelfart - Sorø - Rebild.
Weilbach Kunstleksikon om Kjeld Ulrich fra 1996-97 Kjeld Ulrich udtrykker sig i et abstrakt ekspressionistisk formsprog svævende et sted mellem Wilhelm Freddies surealisme, Per Kirkebys EKS skolearbejde og Hans Hartungs ekspressionisme.
Kjeld Ulrichs speciale er collageagtig teknik hvor enkelte motiver gentages i bunden, med gradvis sløres gennem øvre lag bestående af dryp, kradserier, løse pensenstrøg eller regulær tegning. Op gennem disse mange lag fornemmer man en forskydning fra det disciplinererede, med hold i det grafiske, i de underste lag, til en stadig højere grad af vitalitet i de øverste lag, ikke ulig en Jackson Pollocks fysisk betonede arbejdsmetode. Inden for hvert enkelt af sine værker anvender Ulrich en palet der viser tilsvarende store spring fra det pastelagtige i de underliggende lag til mørke faver og sorte i de øvre lag. Det kan også forholde sig omvendt. Herved opstår dynamiske og komplekse universer der kan tolkes som billeder på livet og dets mangfoldighed. I 1990'erne ændres de collageagtige værker til færre men større figurer og en mere åben grund, og samtidig ændres farveholdningen til mere udstrakt brug af jordfarver. det skaber større ro og giver værkerne en højere grad af monumentalitet. A.C.
I den oprindelige grundform er "alt liv" ens. Det vil sige inden for en bestemt ens gruppe, er alt forskelligt - undtagen grundformen.
Denne grundform kan overføres og ligestilles med alle andre grundformer og enkeltdele af denne. Her er igen alle handlingsforløb ens. Således vil alle grundformer være at sidestille, trods grundformens indbyrdes forskellighed. Grundformens ens forskellighed i sammenstilling, vil derfor være udgangspunktet for et sandt billede. "Selve sammenstillingen vil som alle livets faser bero på en simpel beslutning om matrialisering af en ide i første fase, hvorefter den valgte sammenstilling stiller sine krav til helheden og kun i en ligeværdig dialog mellem ide og den valgte sammenstilling vil det sande billede opstå". DET HANDLER OM SAMMENSTILLING af væsensforskellige elementer til en helhed.
TRE gange TRE . Fynske kunstnere i 80'erne, af Peter Eriksen. Fyens Stiftstidende 1986 Billedet er ikke i lommen på et genkendeligt motiv. Ikke en illustration til noget andet, men sig selv! En sum af signaler, der skal ses og sanses. Med sine fragmentariske, sorte, flagrende tegn over myndige, men muntre rosa, blå, cremegule og grå flader afæsker det på samme tid en forklaring og unddrager sig den, markerer en opbremsning og en fortsættelse.
Den 43-årige Kjeld Ulrich, Odense, der siden 70'ernes slutning er slået stærkt igennem på udstillinger i Vesttyskland, Sverige, Holland og navnlig USA med repræsensation her på adskillige museer, hospitaler og universiteter, fremprovokerer det spørgsmål, som et stort publikum ofte stiller over for abstrakt kunst: Hvad forestiller det? Måske en usikkerhed, der bunder dybt i en vanetænkning, som har at gøre med den måde, vi opfatter omverdenen på. Sådan at forstå, at vi foretrækker ridende konger, fnysende tyre, smeltende solnedgange, skrutryggede gårde i det åbne land og nikkende blomster i haven fremfor en kunst, der søger at skabe en dialog med vores tanke- og bevisdsthedsliv. De primitive, ældste kulturers mennesker oplevede billeder som symboler, magi, kult og besværgelser. Har vi i vores hverdag paradoksalt nok i kraft af de mange billeder, vi opflaskes med, mistet evnen til at læse dem, der ikke indfrier et bekvemt, måleligt krav om at ligne noget, vi kender? Er det et udslag af magelighed, mangel på fantasi eller en simpel konsekvens af et moderne service-samfunds bestræbelser på at skabe en tilværelse, der giver den enkelte færrest mulige problemer med at tænke selv - endsige stille spørgsmål? En tysk kunsthistoriker, Wolfgang Jacobi, fremhæver, når det gælder Kjeld Urichs arbejder, at nok kan man møde tilbagevendende genstande som kvindehoveder, sexet undertøj, knytnæver og geometriske figur-anslag, men de associerer ikke til noget bestemt. Som den græske filosof Herakles sagde for to et halvt årtusinde siden: "Alt flyder". Også her! Han anvender farvelinier, farvepunkter, farvestænk og farveklatter til dels med abstrakte, kalligrafiske tegn, vekselvis i brede, tunge penselstrøg og i totalt frie spontane improvisationer. Som i alle abstrakte værker er der et slægtskab med musikkens tonesprog, men flere indsatte varianter i stilen. Wolfgang Jacobi ser Kjeld Ulrich i et åndeligt opgør med tingenes verden, farver og former, og hans lærreder hævet til en ny billedrealitet uden bestemte informationer, men hvor fantasien udfolder sig frit skabende. Det passer på ham, hvad den gamle mester Leonardo da Vinci formulerede i 1492: "Gennem forvirrende og ubestemmelige ting vækkes ånden til ny erkendelse". Kjeld Ulrichs omvej til kunsten, selvom han malede fra han var 16 år, er yderst jordbunden. Han kom i slagterIære hos Emil Hansen, Odense, i 1957, og efter at have arbejdet forskellige steder som udlært, startede han egen forretning og drev den et par år i Svendborg. Han gik ned med den, måtte gnave af på en vældig gæld, men opdagede, hvor lidt man i grunden kan nøjes med. Han og hans kone Anne søgte optagelse på Det Fynske Kunstakademi. Hun virkede en halv snes år som keramiker, men måtte holde op på grund af dårlig ryg. Kjeld Ulrich begyndte faktisk med at male naturalistisk, men et traditionelt motiv af to sportsfiskere ved en fynsk mose på geddejagt - var det synet af snørerne, insekterne over vandfladen og selve fighten, der satte ham i gang med at fabulere?. Og før han fik tænkt sig om, var de grønne trækroner blevet røde! Måske som en erstatning af de to sportsfiskeres lidenskabelige engagement? På akademiet blev hans opstillinger mere og mere abstrakte, og torsoerne gik i opløsning, blev to-dirnensionale og udviklede sig til kalligrafiske notater. Farverne og finfølelsen over for dem blev stadig stærkere centreret om billedets ikke rum, men flade. En flade, der kunne understreges af tegn eller en firkant i dets midte. Undertiden "blind", undertiden som en postkort-ramme om en pige. Enhver dybde er forbud, var det krav, han stillede sig selv. Til det formål kunne også bruges som en hjælp forskellige collage-ingredienser, og søger man tilbage til f.eks. et billede, han malede for en halv snes år siden i Paris, er det til forskel fra dem, han laver i dag, tungere i koloritten, og temaet synes at være en skallet, slidt mur. Man kan sige om dette med Picasso, at baggrunden er hans billede! Debuten finder sted i 1972 på Kunstnernes Påskeudstilling. I 1975 er han udover en række fine galleri-ophængninger med på Charlottenborgs Forårsudstilling og 1976 Kunstnernes Efterårsudstilling. I977 deltager han med sin første udenlandske udstilling på Art 8'-77 i Basel i Schweiz. I 1980 gæsteoptræder han for første gang i USA i Good Company Gallery i New York. De følgende år er han bl.a. gæste-kunstner hos Art Expo og Gallery One i San Francisco, Gallery Miller i San Diego og Dana Gallery i Rancho Barnardo. Han får værker optaget i fem fornemme samlinger, bl.a. Museum of Art på Universitetet i Michigan, Newport Harbor Art Museum og Ucla Grunwald-centret for grafisk kunst I Europa udstiller han på Færøerne, i Oslo, i galleri Mathilde i Amsterdam, i en lang række vesttyske gallerier og i Sverige, hvor han repræsenterer Jacob Feldballes Kolding-galleri på Stockholm Art Fair, ligesom han i efteråret har været samme galleris enekunstner med arbejder på 30 vægkvadra1meter på den internationale gallerimesse FIAC 85 i Grand Palais i Paris. 14 arbejder har han solgt til museer og fonds. Heriblandt i Danmark Vejle Kunstmuseum, Københavns Kunstfond, Fyns Kunstfond, Odense Kommune og Kunst på arbejdspladsen. I atelieret Vestergade 95 over gården i Odense, hvor han dyrker sine tre kunstneriske udtryksformer, malerie, raderingen og monotopien, afslører han, at det ikke bare er synsindtryk, der sætter ham i gang -det kan også være noget der appellerer til høre- eller lugtesansen. Endvidere, at der ikke er nogen entydig tolkning, man kan anlægge på hans kunst, og at han helst skal være i ro og balance med sig selv for at få overskud til noget "vildt" i maleriet Hvis mine billeder både sporer sig ind hos beskueren på en forklaring og samtidig undviger den, er de lykkedes for mig, siger han. Jeg har prøvet en periode med collagen at nærme mig det minimale udtryk, men jeg kan ikke leve længe uden farven. Farverne er følelser. Ofte starter maleriet med en bestemt oplevelse, men undervejs kan det så ske, at det selv vil et andet sted hen, at maleriske og kompositoriske overvejelser spiller ind under selve arbejdsprocessen, og jeg ender et andet sted, end jeg havde tænkt mig. Kjeld Ulrich indrømmer, at han laver masser af billeder, der må kasseres, og mange, han ikke er helt tilfreds med. Men en gang imellem falder alt på plads. Alt forløber som i en rus. De bedste bliver uretfærdigt nok dem, der har kostet mindst slid. Det er for disse få øjeblikkes skyld, at en kunstner bliver ved og henter den nødvendige tro på sig selv. Denne mærkelige selvtillid, der samtidig er så dybt forbundet med tvivl og anfægtelser. Man vil så gerne, at det færdige resultat skal se så ubesværet ud som muligt. Folk er ikke interesseret i at blive underholdt om, hvor svært det er at nå frem til netop det ubesværede, understreger han. Kjeld Urich hører til de kunstnere, der står op hver morgen på klokkeslæt går til atelieret og arbejder ni timer i træk. Uanset om ånden er rigtig over ham eller ej. For der vil altid, selvom det meste på en dårlig dag går i spåner, være noget der kan samles op og bruges senere, når tingene falder bedre i hak. Det er aldrig spildt heri er han enig med Poul ørum, der som forfatter følger den samme arbejdsdisciplin. En kunstner må, som en idrætsudøver, privat træne for at kunne yde ind imellem de gode præstationer. Det ligger i hans biografi, at han er en meget rejsende kunstner, men betyder stederne rundt på kloden noget for specielt hans maleri? Selv ser han udramatisk på det. Kan man ikke opleve noget på en spadseretur igennem Vestergade i Odense, kan man heller ikke opleve noget i New York. Men møder med andre byer i udlandet kan bevirke, at sindet lades op med stærke indtryk, der gør det mere modtageligt og skærper nysgerrigheden både på det kendte hjemlige -og de maleriske udfordringer. For igen, slår han fast at ikke bare billedets endelige løsning, men også selve dets tilblivelsesproces for ham er noget særdeles centralt. Kjeld Ulrich er kun tilfreds med, at ismerne flyder i 80'erne. Det giver kunsten og dens publikum en større frihed til at vælge!
En kunstner i opbrud, af Peter Eriksen. Fyens Stiftidende 1990 Mange af den i dag fynsk- franske billedkunstner Kjeld Ulrichs arbejder associerer til værker af Chopin eller Liszt. Tilsyneladende lette, flagrende improvisationer, men virtuost ved flyglet bundet sammen af en mester til stemningsladede helheder.
Kunstneren, der for cirka to år siden tog fast ophold i Roquefort des Corbieres i Sydfrankrig for at få mere ro til at male og geografisk være nærmere sit voksende internationale publikum, tager forskud på en stor udstilling den 10. november i Odense Rådhushal med en ophængning i Galleri Rasmus af 22 arbejder, heraf syv malerier, resten akvareller. Hans første på hjemmebane i fem år. Kredser diskret om dyrefigurer Umiddelbart virker det slående, at Kjeld Ulrich, om end diskret, kredser om sine tidlige dyrefigurer, der indgår som fragmenter af kroppe i skæve spring eller med brudstykker af hoveder i flere af akvarellerne. Desuden, at tonen i dem er blevet poetisk lettere med hvid blændende dominans og enten sarte eller punktvis hårde farvelinjer. I de tre arbejder, han viser på den ene endevæg, er jeg mindst begejstret for det meget gule yderst til venstre, som virker noget løs og tamt i afsættet. Men de øvrige har indbygget nerve og givtige konfrontationer mellem meditative pauser og pludselig hektiske udbrud, fremstår som en slags garnnøgler af nervetråde, der på trods af geometriens love bringes sammen med farveåndragene til en velklingende harmoni. Bemærkelsesværdig er to helt nedspillede arbejder til højre for indgangsdøren, hvor især det ene i rent gråt, sort og hvidt fremstår overraskende neddæmpet og følsomt. I oliebillederne skinner igen det hvide sydfranske sollys igennem i to natursynteser, det ene båret af løvfaldets grønne fedme med mytologiske tegn, det andet tematisk nok så ubestemmeligt, men til gengæld malerisk stærkt klingende i gule felter og hidsig rødt. Desuden er der en suite af mindre formater, som trods deres koloristiske tyngde peger mod en roligere afklaring, en varmere og tættere tone i omgangen med rosa, blåt og gult. I baglokalet kan man se et udvalg af akvareller, som dog for nogles vedkommen de forekommer noteagtige og ikke helt præcise. Men det spændende hovedindtryk er en kunstner, der er i opbrud med sig selv og står midt i et livtag med sine naturgivne artistiske færdigheder, for at søge en ny og indtrængende alvor bag om sin spontane og muntre meddelelseslyst! Mine Billeder Skal ikke forklares. DE skal ses, af Ulla Iversen 1992 Jeg er blevet sat halvtreds år tilbage i tiden, og det passer mig godt. Først nu, hvor jeg har forladt Danmark, kan jeg se, hvor højt gearet mit liv var. Som en anden af Odenses store sønner, Peter Brandes, og som en række af Danmarks andre betydningsfulde kunstnere, har maleren og grafikeren Kjeld Ulrich forladt fædrelandet. Han flyttede for fire år siden sammen med sin hustru til Sydfrankrig, halvfjerds kilometer fra den spanske grænse og tæt ved Middelhavet. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Danmark og danskerne. Jeg havde simpelthen et ønske om forandring, siger Kjeld Ulrich, som fylder halvtreds i år. Ægteparret har en søn i Odense, så det sker, man kan møde dem på vores kølige kanter: Hvis jeg skal være høflig, vil jeg sige, at vi rejser til Danmark to eller tre gange om året. Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg sige: Så sjældent som muligt. Kjeld Ulrich har udstillet i de fleste af Europas store byer og i USA, og han vinder stadig større anerkendelse i udlandet. Alligevel føler han sig bedst tilpas i Roquefort de Corbieres, en vindblæst flække med 450 indbyggere. Her ligger et af Europas fornemmeste grafiske værksteder, men ellers er befolkningen vinbønder, der absolut ikke interesserer sig for kunst. Og det passer Kjeld Ulrich godt. De lokale taler udelukkende om de nære ting. Deres problemer er reelle, som for ex. hvordan jorden og vejret arter sig. Adopteret af fransk familie En typisk hverdag for mig former sig således: Vi står op kl. otte, spiser morgenmad, og så går jeg gennem skydedøren i vores stue ind i mit atelier. Måske tager vi en tur på markedet om formiddagen. Jeg er stadig forbløffet over de mange friske råvarer til næsten ingen penge. Ved 11.30-tiden kommer en af vinbønderne gerne forbi for at drøfte et eller andet med mig over en aperitif. Mellem 12 og 14 spiser vi. Det gør alle, så samfundet går næsten i stå. Bagefter arbejder jeg videre til kl. 19, hvor vi mødes med vore gode venner. For selvom vi i sådan en lille by ikke bare kan komme farende og tro, vi kan blive en af deres, så er vi nærmest blevet adopteret af en fransk familie. Måske beslutter vi at spise sammen, og så får vi aldrig under fem retter. Det franske køkken koster - jeg har taget ti kilo på - siden vi flyttede. Også vinen er god og billig. Man skal ikke flytte til Sydfrankrig, hvis man har et alkoholproblem. I øvrigt har jeg aldrig set en fuld franskmand. Når det begynder at "snurre" stopper de, fortæller Kjeld Ulrich, som stadig bliver betragtet med forbløffelse og medlidenhed, når han rejser sig for at tage ud af bordet. Vi deltager på godt og ondt i vores franske families liv; men det er faktisk først nu, jeg så småt er ved at vænne mig til det sydfranske temperament. I begyndelsen troede jeg, de skulle skilles, hver gang de skændtes. Men jeg opdagede, at en time efter er de gode venner igen. Ikke et ord om kunst Det rolige liv har haft en gunstig virkning på Kjeld Ulrichs billeder. Det samme har det fantastiske lys: Inden vi rejste, boede vi i Dronningensgade, og 325 dage om året havde jeg det elektriske lys tændt, også selvom jeg havde ovenlysvinduer i mit atelier. En maler bør aldrig arbejde i kunstigt lys. I Sydfrankrig er det måske nødvendigt to dage om året, og da laver jeg ingenting. Jeg kan bedst beskrive lyset ved at sammenligne med det på Skagen. Med forklaringen om lyset er emnet Kjeld Ulrichs billeder uddebatteret. Det, jeg vil sige, hænger jo der, siger han og peger på sine værker. Hvis jeg ville skrive en roman, havde jeg gjort det. Men maleriet ligger på den anden side af ordet, erklærer manden, som afskyr kunsthistorikernes analyser, fortolkninger og trang til at sætte "isme" på alt. Hvis nogen siger, de forstår kunst, er det ikke sandt. Det gør ingen, heller ikke jeg. Kunst skal ses og opleves - ikke forklares. Kjeld Ulrich vil heller ikke tale om forholdet mellem kunst og penge. Han udstiller i øjeblikket på det odenseanske Galerie Rasmus, hvor nogle af hans værker står i 35.000 kr. pr. styk. Økonomisk går det "meget godt", siger han. Det er et privilegium at kunne leve af sin kunst. Men jeg står ikke og tæller kroner, mens jeg maler. Hvis jeg har succes med en bestemt type billede, kan jeg aldrig kalkulere med, at jeg kan gøre det igen. Og hvis jeg ville forsøge at male farver, når alt er gråt i mit hoved, bliver det noget lort.
Kjeld Ulrich der flere gange har udstillet i Aarhus bor til daglig i landsbyen Roquefort-des-Corbieres, af Elisabeth Amdisen. Paris. Jyllands Posten Når Kjeld Ulrich kikker ud af sit ateliervindue i den lille sydfranske by Roquefort -des-Corbiere, ser han vinmarker så langt øjet rækker. I baggrunden bjergene som silhuetter mod en klar, blå himmel. Og ind imellem palmer og cypresser som rager op i landskabet. På en gang maleriske og påtrængende. At den 48-årige kunstner har valgt at bosætte sig i Sydfrankrig fornægtede sig heller ikke i en række nye billeder, som sidst i oktober var med på den store FIAC - udstilling i Paris.
Jeg plejer at have det sådan, at der kan gå mange år før oplevelser og indtryk dukker op i mine billeder. Men pludselig en dag opdagede jeg uden at tænke over det, at jeg stod og malede palmegrene og cypresser. De dukkede op som grønne klatter eller konturer, lavet med en tynd streg, for jeg er jo ingen figurativ kunstner, siger Kjeld Ulrich, der har boet to år i sit ombyggede hus med "vin cave" (vinkælder). Et sted han købte, fordi det var "kærlighed ved første blik". Og det har hverken han eller hans kone fortrudt. De regner med at bo der resten af livet. Jeg bliver 90. Kjeld Ulrich siger, at han regner med at blive 90. Derfor var det passende at "skifte liv" midtvejs, så da han fyldte 45 år begyndte familien at lede efter et sted, som var velegnet. Selv om Kjeld Ulrich er født og opvokset i Odense - og i øvrigt stadig taler syngende fynsk - har han været mange steder, hvor han har sagt til sig selv, at, her kunne jeg godt tænke mig at bo ,altså; ikke nogen typisk hjemmefødning - mere en kosmopolit, der havde svært ved at beslutte sig, før han så huset i Roquefort. Det vigtigste ved at rykke sine rødder op er, at man ikke flygter fra noget, siger Kjeld Ulrich. Men der er tidspunkter i ens liv, hvor nye indtryk er den saltvandsindsprøjtning, der skal til for at komme videre med de kunstneriske udtryk. Og så nyder jeg den fred og ro, jeg har! Ganske vist har jeg også telefon som i Odense, men den ringer gudskelov ikke så ofte. Jeg er også så tilpas langt væk til, at jeg ikke behøver at involvere mig i mere eller mindre interne kunstner-trakasserier eller beskæftige mig med lokal og national kunstpolitik. I Danmark havde jeg svært ved at sige nej, når nogen bad mig om noget. Så min tid gik ofte med alt andet end det jeg egentlig ville - nemlig at male. Tog billeder Under armen Det får jeg gjort her hvor jeg oven i købet har fået lyset i tilgift. 250 dage om året, hvor jeg kan arbejde ved dagslys, og det er et pragtfuldt lys, næsten som på Skagen, siger Kjeld Ulrich, der flere gange har udstillet i Aarhus i gallerier og flere år i træk på Kunstnernes Påskeudstilling. Mange århusianske kunstforeninger har købt værker af Kjeld Ulrich, bl.a. Århus Stiftstidendes Kunstforening. Den 48-årige Odense kunstner der blev uddannet som slagter, før han kom ind på Fyns Kunstakademi og lever, som han udtrykker det, "rimeligt" af sin kunst i dag. Hvordan det er gået til, er straks et vanskeligere spørgsmål at få besvaret. For som Kjeld Ulrich ser det, handler hans "karrieres forløb" om et samspil af tilfældigheder. Selv har han nu også hjulpet lidt med i tilfældighedernes spil, som dengang han på en privatrejse til USA "for en sikkerheds skyld" tog ti billeder under armen for "det kunne jo være der blev tid til at snakke med en galleriejer". Og det blev der oven i købet flere. En af dem - en New Yorker - som på stedet købte tre billeder og aftalte udstilling året efter. Kjeld Ulrich har solgt en del i USA, og er også på vej til det pengestærke japanske marked. For kort tid siden blev han opsøgt at en japansk delegation, der havde hørt om "denne dansker" gennem en fransk kollega og mente at hans billeder lige var noget for dem. Inden der var gået en time, havde japanerne købt både grafik og oliemalerier, fortæller Kjeld Ulrich, der regnede med, at han skulle svæve i uvished om, hvad der blev af hans arbejder. Men for nylig fik jeg til sendt en helsidesannonce fra en avis i Tokio. Avissiden forestiller et af mine billeder, og fandt jeg ud af, er reklame for et nyåbnet galleri i den japanske hovedstad. Det er simpelthen rent held siger Kjeld Ulrich og hentyder ikke alene til sin danske kunsthandler, Galleri Jakob Feldballe i Kolding, men også til sin tyske, Gallerie Tantius i Tyskland og Nane Stem i Paris. Flere figurer mere lys. Kjeld Ulrich hører til den kategori af malere, som kaldes nonfigurative kolorister. Helt nonfigurativ har han nu aldrig været. For hans billeder rummer ofte konturer af dyre og menneskekroppe. Selv siger Ulrich, at siden han flyttede til Sydfrankrig, er han blevet mere figurativ end nogensinde. Et af hans malerier har en tydelig tegning af fire middelalder- klædte bisper et motiv hentet fra domkirken i Narbonne. Der er også sket det, at mine billeder er blevet lysere i tonen. Jeg har i mange år brugt meget mørke farver og ville egentlig gerne væk fra dem. Men erfaringen har lært mig, at det er en proces som tager tid. Ved at fremtvinge et skift kommer der kun dårlige billeder ud af det, siger Kjeld Ulrich, der mener at brugen af det hvide og gule har noget at gøre med himlen, havet og landskabet omkring ham. Der er også sket det, at jeg er gået over til at male på tre lærreder ad gangen. Med et lærred foran mig har jeg alt for mange historier, som jeg skal have fortalt på en gang. Og det dur ikke. Med tre lærreder kan jeg fordele mine udtryk, siger Kjeld Ulrich, der gerne snakker om de fynske malere, som han beundrer og holder af samt Giersing og Weie, der er hans yndlings malere. Der er så megen lethed i deres billeder og jeg kan godt lide denne lethed. Det er så nemt at dræbe et billede eller en skulptur. Tag f.eks. Thorvaldsen skulpturer, men hans tegninger og skitser er helt vidunderlige. Jeg har det sådan, at jeg maler indtil jeg synes mit billede er færdigt. Og det er det, når jeg ikke kan gøre det bedre. Jeg vil hellere standse og lade det bære skitsens friskhed end at dræbe det ved at blive ved med at smøre på. Planer om et raderværksted. Tilværelsen i Roquefort- des-Corbieres betyder ikke, at Kjeld Ulrich er holdt op med at rejse. Han har lige været en tur i Finland for at lave raderinger og til februar bliver det atter Paris, hvor han er med på Edition SAGA en stor grafikudstilling hvor han repræsenterer Edition Heick i Odense. Trykningen af sine litografier behøver han ikke at rejse så langt efter. Dem får han lavet hos landsbyens grafikere, ægteparret Luc og Perlette. Mange kendte, europæiske kunstnere får lavet deres arbejder i Roquefort, bl.a. fordi værkstedet kan trykke meget store formater og det takket være en anden dansk kunstner i fransk eksil, Peter Brandes, som fandt pressen i Paris og fik værkstedet til at købe den. Malerierne til FIAC er blevet til med udsigt over de modnende vinmarker i Corbieres. Da udstillingen løb af stablen, var høsten for længst forbi og vindruerne sat til at gære i byens vincaver. Undtagen i Kjeld Ulrichs. Den skal nemlig laves om til raderværksted. Aarhus Stiftstidende 31/12 1990
Malerisk artist. H.E. Politiken 16.10.78 KUNSTEN BLIVER stadig mere og mere international. Forrige generation orienterede sig i retning af Frankrig, den nuværende henter impulser fra alle egne af den aktuelle kunst. Kjeld Ulrich kan således ikke sige sig fri for påvirkning udefra. Den abstrakte ekspressionisme som i cobragruppen fik en drejning mod det ornamentale, er nu afløst af interessen for stoflige virkemidler, og koloristiske eksperimenter af collageprægede udtryk. Allerede Oluf Høst talte om stofglæde som en lystmorder. Kjeld Ulrich skraber, stænker, sprøjter og bemaler sine lærreder og opnår højst fascinerende virkninger i slægt med andre materialebevidste kunstnere, som f. eks. Tapies. Farverne er holdt i det dunkle, sort, gråt, umbra, og når renere kulører indsættes, laseres de ned i plan med jord farverne. Helheden fængsler på samme mide som synet af gammelt murpuds og eroderede vægflader partielt optræder, dejlige damer i postkortudgave. Ledsaget aftegnede skitser over motivet. Og alt er udført med artistisk fornemmelse en leg med muligheder og opøvelse i håndelag som kan føre alle steder hen. Tiden må vise i hvilken retning Kjeld Ulrich styrer sit indlysende talent for billedopbygning og effektfuld udnyttelse af farvestoffets variastionsevne. Københavns Kunsthandel Skindergade. |